onsdag den 10. juni 2009

Falsled Kro; Twitter; AidOnline

I ugen, der gik, hvis det accepteres med en et slag willing suspension of disbelief, at vi i dag regner fra onsdag til onsdag, så var følgende de mest populære emner her på bloggen:

Falsled Kro
Søren Frank var forbi fornyligt, og når man som Søren er på fornavn med overtjeneren, der står og ta'r imod i den varme pejsestue, så må det være svært ikke at falde i svime over stedet. Maksimalt antal stjerner og rosende ord til den ny køkkenchef Per Hallunbæk -- der har overtaget køkkenet efter Lieffroy gik på pension -- for at have fornyet (revitaliseret) Falsled-køkkenet, samtidig med at klassiske differentia specifiae er bibeholdt. De allestedsværende vagtelæg, for eksempel. Frank er også begejstret for morgenmaden -- som præsenterede sig således, da vi var forbi -- og jo, det fine spejlæg med tre øjne er rigtig nok lavet på vagtelæg.

Det største mysterium ved Søren Franks anmeldelse af Falsled Kro er, at vinene stort set ikke kommenteres. Det er atypisk. Det nævnes, at der serveredes tre forskellige vine til det legendariske ostebord, men det er så det. Måske det skyldes, at anmeldser må have en maksimal længde, der fastsættes af layout og usus. Forårsbilleder her -- Falsled Kro.

Twitter
Som ingen vist helt forstår, mange har en mening om og endnu færre bruger aktivt, trak næstmest interesse og trafik. Tjenestens retention rate -- altså antallet af tilbagevendende brugere denne måned i forhold til sidste måned -- ser ikke særlig lovende ud. På et tidspunkt vil væksten, Twitter har nydt, naturligt stagnere, hvis ikke det lykkes at få vendt den nuværende brugstrend. Læs evt også: Twitter & kollektiv intelligens; Hvorfor twitter Lars Løkke;

AidOnline
Ja -- mediestormen var heftig, må man sige. 5-6 dage holdt tjenesten, der mente at have en sund forretningsmodel, der baserede sig på invasivt og intrusivt at "låne" annonceringspladser, som andre allerede havde betalt for. Jeg troede først, at AidOnline var et snedigt udtænkt mediestunt, der skulle sætte fokus på, hvor pressede nødhjælpsorganisationerne var, særligt fordi så godt som samtlige store danske spillere var med i initiativet. Men det var det altså ikke. Kritikken var så massiv og divers, som det sjældent tidligere er set. Alt fra søgemaskineoptimeringsfolk som Thomas Rosenstand & Mikkel Demib, over små indholdsproducenter til Berlingske Tidenes chefredaktør Lisbeth Knudsen.

Og så er det vist tid til ganske corny at præsentere et lille stykke solnedgang...

0 kommentarer: