Hvis AidOnline er et mediestunt, så...

Er AidOnline mon bare et mediestunt?
Hvis AidOnline primært er tænkt som et mediestunt, på linje med det store hollandske donorshow fx, så er det et stærkt koncept! Hvis AidOnline derimod er det, som det pt. gi'r sig ud for -- nemlig en alternativ måde for nødhjælpsorganisationer at samle penge ind på -- så tror jeg, strategien er farlig, hvis ikke decideret kontraproduktiv.

Jeg springer kække bemærkninger om Robin Hood, der skyder sig i foden, over og springer til tre miniteser:

AidOnline-tese 1 -- At placere sit eget indhold på andres sites tangerer tyveri / spam
Hvis man foretager en analogi til den materialle verden, kunne man forestille sig unge mænd sendt ud i nattens mulm og mørke for at påklistre alternative reklamer på bagsiden og midtersiden af gratisaviserne -- reklamer fra AidOnline-partnere. Mange ting er nemmere online, men fordi noget kan lade sig gøre, så behøver man jo ikke gøre det.

AidOnline-tese 2 -- Nødhjælpsorganisationer vil ikke være imperalistiske
Der har på nettet længe eksisteret ad-blockers, altså programmer der slår reklamer fra. Den idé kan man sige, at AidOnline-konceptet radikaliserer. I stedet for blot at blokere for reklamestrømmen -- på andres hjemmesider -- udbytter programmet automatisk reklamerne ved hjælp af et smart lille program med andre reklamer -- reklamer, der vel at mærke er nogen, der betaler for vises. Betalingen deles i forholdet 80:20 mellen nødhjælpsorganisationerne, der tæller de helt store navne som Red Barnet & Røde Kors.

Online er der tradition for, at den, der driver en hjemmeside -- eller et online-medie, hvis vi skal op i større format -- bestemmer over indholdet. Ligesom en avisredaktion bestemmer, hvad en avis skal indeholde. Det tangerer derfor imperalisme / et hostile takeover at introducere et plugin, der kannabaliserer på andre folks medier på denne facon. Imperalisme plejer at være noget, nødhjælpsorganisationer arbejder imod, ikke for.

Derudover ligger der også en etisk mediemæssig skævridning i, at man som medieejer risikerer at annoncere for produkter, tjenester og idéer, man ikke kan stå inde for -- snedige typer vil endda kunne spekulere i at annoncere på konkurrenters hjemmesider. Som det er nu, er annoncøraftaler noget, man selv herre over, det værende sig bannerannoncering igennem div. netværk el. Google AdWords.

AidOnline-tese 3 -- Nødhjælpsorganisationer er afhængige af medierne, også online-medier
Der har traditionelt været et godt forhold mellem massemedierne og nødhjælpsorganisationerne. Også inden for sociale medier har nødhjælpsorganisationerne nydt godt af mediebevågenhed, fx fra et initiativ som Bloggers Unite, der dag for dag be'r bloggere om at sætte fokus på én mærkesag. Et forsøg som AidOnline, hvis finansielle udbytte er stærkt tvivlsomt, kan slå skår i ellers gode samarbejder.

Konklusion --
Som Joackim Penti udtrykker det, så har det projekt format af århundredes Corporate Social Responsibility-fælde.

SOS Børnebyerne har valgt ikke at deltage i AidOnline-projektet ud fra devisen, at dem, der støtter økonomisk skal have valgt det aktivt. Som direktør Hanne Elisabeth Rasmussen udtrykker det:

”Og man kan sige, at med AidOnline kommer støtten indirekte fra nogle, - nemlig netmedierne -, som ikke ønsker det. Vi ville bidrage til bevidst at skubbe andre helt legale annoncører væk og fjerne et indtægtsgrundlag for mange, og det er ikke foreneligt med vores værdier og markedsføringsnormer”