mandag den 31. oktober 2011

Cloud-computing i et dansk perspektiv

It-branchen har de seneste mange år været præget af buzzwords inden for cloud computing. Det var blandt andet den bølge, Stein Bagger og IT-Factory red på. Men der er noget om snakken, for cloud computing som paradigme indvarsler en ny tid inden for it-arkitektur.

Analysehuset Forrester anslår, at flere og flere virksomheder vil kaste sig ud i cloudteknologiske løsninger på infrastruktur udfordringer. Dels fordi det er billigere. Dels fordi det er mere fleksibelt.

Cloud-computing som paradigmeskift
Cloudparadigmets grundsten er nemlig enhver it-arkitekts våde drøm: Uendelig skalérbarhed kombineret med en meget lille økonomisk indgangsbarriere. Noget, der tidligere var udelukket. Hvis man ville sikre sig, at ens platform kunne skalere så godt som uendeligt, var investeringen enorm. Man betalte simpelthen for den overheadkapacitet, der lå ubrugt hen og ventede på at trafiktrømmene eller dataprocesseringsbehovene måtte opstå.

Fra webhoteller til cloud computing på Mediebevægelsen
Mediebevægelsen stod forrige og sidste uge i webhotellernes tegn, mens denne uge står i cloud computings tegn. I går lanceredes en ny temasektion om cloud-computing i en dansk kontekst. Og den byder på alt fra lavtekniske guides til, hvordan man installerer Wordpress på Amazons EC2-cloud til juridiske problemstillinger i forhold til datasikkerhed og opbevaring og tilgang til personfølsomme data i og uden for Europa. Herunder i lyset af den amerikanske The Patriot Act, der blev vedtaget kort tid efter terrorangrebene på USA, og som medfører, at amerikanske myndighedsorganisationer på baggrund af formodet mistanke kan tilgå data på servere ejet af amerikanske virksomheder.

0 kommentarer: